MARIANNE T. PEDERSEN (1961-)

OM KUNSTNEREN

Marianne Tougaard Pedersen er født og bosat ved Viborg. Mange af hendes værker udspringer fra by- og landlivet omkring Viborgegnen og fra hendes baggrund som håndarbejds- og beklædningsunderviser på Skals Højskolen for Design og Håndarbejde.


Marianne Tougaard Pedersen er uddannet med afgang fra Aarhus Kunstakademi i 2018.


Medlem af Kunstforum Viborg


Medlem af kunstgruppen Stamcellerne


Bag den subtile magtkritik gemmer sig en visionær
sensitivitet og nye perspektiver for fremtiden
Af Trine Rytter Andersen


Marianne Pedersen tog afgang fra Aarhus Kunstakademi i 2018. Som billedkunstner står hun på et fundament med to stærke ben: det ene er hendes erfaring som et modent, intelligent,
reflekterende og følsomt menneske og det andet er hendes kolossale praktiske og
håndværksmæssige kunnen opsamlet gennem mange års virke som lærer ved Skals Højskole for
Design og Håndarbejde.


Marianne Pedersen kan sit skrædderfag til fingerspidserne, og hun har en
enorm viden om de materialer, der hører faget til: tekstiler, pelsværk, tråd, garner og en rigdom af
knapper, hægter, lynlåse, bændler og blonder. Alt dette fungerer som grundstenen i hendes
kunstneriske bestræbelser, der netop tager afsæt i kroppen, kønnet, klædedragten og kulturen.


Marianne Pedersen skaber objekter, dragter og skulpturer, som undersøger en række spørgsmål
vedrørende køn, begær, erotik, fetich, sygdom, magt, underkastelse, disciplinering og hierarki.


Hendes værker er udført af tekstiler - ofte genbrugte og modificerede beklædningsgenstande, pels
og andre former for materialer, som stammer fra beklædning og husholdning; såsom duge,
tasker, forklæder og lignende.


Med stor præcision og gedigen håndværksmæssig kunnen sammenstilles og omformes materialerne. Værkerne kan bestå af såvel abstrakte som figurative elementer, der skaber modsætningsfyldte objekter, som kryber ind i beskuerens bevidsthed med en påtrængende insisteren, fordi de ofte både er tiltrækkende, dobbelttydige og/eller frastødende.


Mange af værkerne er direkte urovækkende, selvom de ved første øjekast er smukke og indbydende.


Marianne Pedersens kunst er fin og sensitiv. Hun tilhører en ny generation, hvor misforholdet
mellem logos og eros udfordres i den overordnede fortælling og konkretiseres via den subtile
iscenesættelse og kritik - fx hierarkierne, der adskiller kønnene og forhindrer ligestilling imellem dem.
Kvinders underkastelsesparathed belyses eksempelvis som en effekt heraf og bringes til udtryk via
objekternes abjecte karakter samt de snærende remme, snøringer, bindinger og lignende, som de er udstyret med.


Magt spiller en stor rolle i Marianne Pedersens undersøgelser, både sådan som den kommer til udtryk gennem klædedragtens disciplinering af kroppen, gennem internalisering i psykologisk og kropslig forstand, og som den udmøntes gennem de samfundsinstitutioner som for eksempel loger,
hvor mænd sværger hinanden troskab og ’deler kagen’ under udførelsen af hemmeligholdte ritualer. Relikvier, symboler og heraldik er af den grund, også genstand for Marianne Petersens interesse, ligesom borgerskabets og magthavernes klædedragter er det.


Marianne Pedersen er ny på kunstscenen, men i kraft af sin alder og erfaring ser hun langt ind i fremtiden. Hun er blevet kunstner for at give sine visioner form. Hun er et tænkende menneske med stor sensibilitet, og disse kvaliteter investeres i de kunstneriske ambitioner, hvor hun gennem de små fortættede fortællinger i kunstværkerne, bearbejder de store perspektiver for, hvordan vi i fremtiden må opdage og omfavne hidtil ukendte måder at sameksistere og overleve på i en
verden præget af ulighed, geopolitiske udfordringer og en kollapsende natur.